I can't take my eyes of you

din duft og dine ord hænger ved.
dit smil og din latter runger stadig.
din varme og sødme bor lige her.
jeg ville hvis jeg kunne.. tage dig med mig hvorhen jeg end gik. så du altid var tæt på mig og at jeg aldrig skulle miste dig.

skyld

Der er så meget jeg ville ønske jeg kunne fortælle. Så mange ting som jeg en dag håber at kunne sige uden at såre dig. Jeg vil så gerne bare have dig som den du var engang. Jeg hader at nogen at gjort at du er blevet til noget helt andet. Jeg er bange for at tale og diskutere med dig. Bange for at miste kontrollen og at miste dig.

sandheden, tak!

Okay. Helt uden at generalisere.. Så har jeg mødt mange vidunderlige ærlige mennesker. Men en imellem er der dem der. Dem som aldrig siger sandheden helt, men prøver let og elegant at snige sig uden om, ved at stikke en én løgn. Og ja, hvis der er en ting i denne verden der pisser mig af, så er det lige præcis det. Helt ærligt, hvorfor ikke bare sige sandheden, sandsynligvis bliver jeg mere irriteret over at få en løgn. Så når du ikke tager din telefon, eller at du pludselig finder ud af jeg ikke lige er pigen for dig. Så sig det som det er!
Tak

facebook

Har tit svært ved at finde ord. Så bange for at dumme sig. Frygten gør sætninger mere grumsede end de fortjener og egentlig er. Men bange for hvilket? For at fremstå som en idiot eller sig selv?

Jeg er træt af facebook! Det er blevet en konkurrence om hvem der fører det mest interessante liv! Men facebook er jo kun en censuret udgave af hvem vi egentlig er, hvem vi gerne vil fremstå som.
Når jeg surfer rundt mellem mine venner og bekendte, er helhedsindtrykket jeg møde, perfekte mennesker. Der åbenbart aldrig får taget uheldige billeder !!
Der er da et par få "ærlige" mennesker en imellem, men de drukner i mængden af retskrevede tekster og censurede billeder.
Men hvorfor? Idag tænker vi så meget over at vi gerne vil fremstå som os selv og være et selvstændigt individ. Men alligevel tør vi ikke vedkende os selv, og vores skæve næse.

lige her

Nogle gange kan folk forsvinde lige for øjnene af en. Nogle gange opdager folk en, selv om de har set en hele tiden. Nogle gange mister man sig selv af syne, hvis man ikke er opmærksom.

Alle forsvinder en gang imellem, nogle gange af egen fri vilje, nogle gange på grund af kræfter der er ude af vore hænder. Når man finder ud af hvad det er ens sjæl skal lære, giver vejen sig selv. Nogle gange kender man vejen ud, men vandre alligevel længere og længere væk fra den. Angsten, frygten eller sorgen forhindre en i at se klart. Nogle gange foretrækker man at blive ved med at strejfe omkring og være forsvundet, fordi det er det nemmeste. Nogle gange finder man sin egen vej ud. Men ligegyldigt hvad, bliver man altid fundet..

venskab

Jeg har altid troet at stærke venskaber aldrig ville kunne visne helt. Jeg har altid troet at uanset hvor lidt opmærksomhed man gav det, ville det forsat leve. At der altid ville findes en lille gnist af kærlighed der ville holde det i live, en lille gnist fyldt med de bedste minder. Jeg havde aldrig troet at noget ville blive kunne udryddet noget så totalt. Længe havde vi gået på miner der sprang om ørene på os. Men du kastede bomben og vendte mig ryggen.

Jeg har minderne,jeg ved at en dag forsvinder de, ikke udskiftet men forsvinder til et sted hvor jeg ikke er.